fredag den 17. marts 2017

Yabucoa til Culebra

Vi sejlede fra Salinas kl 02.00 om natten....da der var helt vindstille. Det fortsatte dog ikke og vi blev godt banket igennem og ankom til en lille bugt, hvor vi fik lagt til ved de lokale fiskers bro - ingen andre både, kun store store skibe. 
Vi er lidt trætte af at være alene båd, og ingen liv.....såååå vi var ikke særlig positiv stemt for stedet, men orkede heller ikke at sejle videre!
Godt vi ikke gjorde det, det viste sig, at være et sted hvor de lokale tar til, både med deres både bag på traileren men også folk der bare lige skulle kigge ud over vandet!
Det Puerto Ricanske folk er simpelthen SÅ søde, flinke og virkelig interesseret i os, mange kom ned på broen og snakkede med os, og ville bare ha at vi følte os godt tilpas..
De tilbød at køre ind os ind til byen for at handle flere gange, og vi måtte endelig sige til hvis der var noget vi manglede.
Søpolitiet lå lige ved siden af os, og de var også meget behjælpsomme....blandt andet fyldt vi vores dunke op med vand fra deres slange, og fik også en go guidning i hvordan vi lettest kom til Culebra.
De lokale viste Maria hvordan hun skulle 'ordne' en kokosnød og hun fik til og med en machet kniv af en fyr.
Jeg blev enormt glad for stedet....selvom der ikke rigtig var noget at ta sig til, men syns de lokale var super søde interesserede i os....på den fede måde..
Her viser en lokal hvordan man ordner en kokosnød!
Iøvrigt var det den manchet Maria fik.
Sundowner på fordækket serveret i kokusskal.
Endnu et😊
Sådan!!
De super søde lokale.

I dag landede vi så på øen Culebra, vi stod op kl 04.00 og det tog 8 timer. Vi fangede to fisk 👍😊...en Baracuda og en ikke nærmere bestetm fisk...stor lykke .....endelig lykkedes det, og hele molevitten blev spist til frokost, med den medbragte remulade!!!!!
Uhm!!

Livet her om bord er rimelig sorgløst.....indtil virkeligheden banker på.....i går mistede min veninde sin datter til kræften, det er så urimeligt og hårdt. Men fællesskabet ombord viste sig fra sin allerfineste side.....om aftenen forslog skipper, at vi tog hinanden i hånden og lige sad et øjeblik i stilhed....det var et meget meget bevægende øjeblik ....tak for det Freddy.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar